Bådelauget Udsigten
Viemose Skov
Beretning generalforsamling 2008
Formandens Beretning for 2007

18.01.07 t.o.m. 14.02.08

I året 2007 har vi haft en lille medlemsfremgang set i tal. Hvis man betragter medlemsfremgangen set ud fra menneskelige ressourcer, er fremgangen temmelig væsentlig. Aktiviteterne på værftet har aldrig været så stor. Fremmødet har sjældent været under otte og ind imellem har det passeret de femten. Det har vel at mærke også været i de kolde og mørke tider.

Kort efter sidste års generalforsamlingen tilbragte vi en torsdag aften med dykker Richard Martin, som viste og fortalte om de sære og spændende forekomster i Ikkufjorden i det sydvestlige Grønland.

I slutning af Januar gik Sekretær og Formand til møde med nogle initiativtagere til Foreningernes Dag i Kalvehave. Vi skønnede, at udbyttet for os ikke ville svare til arbejdets indsats og derfor droppede vi projektet.

Omkring slutning af Januar startede de indledende møder til årets udstilling i De Gule Stalde med museet. Her var vurderingen det modsatte af det foregående og formidlingsgruppen gik videre med udstillingen.

I tredje uge i Februar lavede rebslageren tovværk hos John og i den næste uge deltog Sekretær, Næstformand og Formand i en Café Debat på TV 2 i Vordingborg. Vi forsøgte at blive klogere på kulturstrategien i den ny sammenlagte kommune. Det lykkedes ikke. Vi søgte åbenbart efter noget, som ikke fandtes på det tidspunkt.

I den femte uge deltog nogle af laugets medlemmerne i en redningsaktion for en ophugningstruet jolle, bygget ved Peters Værft for "Greven". Skaden på jollen skønnedes at være for stor til vores formåen, så vi kontaktede bådebygger Ole Michaelsen, som fik jollen hjem til Stensby. Bådebyggeren Frede Nielsen, som byggede jollen i sin tid, fik motoren på værkstedet og Ole gik i gang med den omfattende reparation. I dag står jollen klar til søsætning til foråret.

På den første dag i Marts måned hørte og så vi om Ove Juhls arbejdstur langs Grønlands vestkyst.

Der var også en tur til Fejø som led i forberedelsen til vores deltagelse i "Vinden Drar" på Fejø i 2009. En anden tur i Marts gik til Fiskerimuseet i Grenå. Vi blev særdeles pænt behandlet af Museums Inspektør Torben Vestergård, som har en utrolig stor viden om Dansk fiskeri. Det viste sig, at Bestyrelses Formand for Grenå Fiskeri Museum bor i Sandvig, nemlig Villy Hansen.

Midt i April holdt Flemming Alrune et særdeles spændende foredrag for os om det arbejde, som han har lavet sammen med Polareskimoerne på Grønland, som havde glemt, hvordan man fremstillede buer og pile. I disse dage blev der arbejde flittigt på en udstilling, som skulle åbne den femtende Maj, men først skulle vi tage det første spadestik til smedjeværksted i begyndelse af Maj.

I Maj og Juni blev de tre "Sorte sild" arrangementer aflyst. Vi kunne heldigvis stoppe indkøb af silden, sådan, at der ikke blev noget økonomisk tab.

I starten af Juni var vi nogle stykker, som mødtes med naturvejlederne på feddet for at tilrettelægge samarbejde for sæsonen.

Den femtende Juni blev vi inviteret til at deltage i receptionen på museet i Vordingborg, hvor deres nye biograf blev indviet. Lauget var repræsenteret af flere medlemmer.

Til Sankt Hans tog Lauget behørigt afsked med Fredes Jolle. Den havde været flyttet adskillige gang i forbindelse med forrige års udstilling. Derved blev den så leddeløs, at fortsat bevaring var meningsløs. I stedet for at ligge og forgå ved strandkanten blev den sendt af sted på dens sidste færd på toppen af bålet.

I Juli måned deltog "Katunka" i tre ture med naturvejlederen. Det var i Præstø, Feddet og Fakse Ladeplads havne. "Katunka" fungerer fint med kun ubetydelige problemer. Deltagelse i disse ture var ikke til at råbe hurra over. Der var omkring 15 i Præstø, 4 i Feddet og ingen i Fakse Ladeplads. Disse ture blev senere indgående analyseret og forslag blev iværksat sådan, at det vil forhåbentligt gå bedre i det kommende år.

Midt om sommeren blev der slået reb hele fire gang på havnen i Kalvehave. Alle fire gange var vel besøgte. Det ser ud til, at rebslagning er en aktivitet, som er kommet for at blive. Alt rebslager udstyr og de derved forbundne udgifter er Formandens egne. Indtil videre har laugets medlemmer, som ønsker noget tov, kan ved at betale for materialer og være med i arbejdet, kunne forsyne sig med håndlavet tovværk fremstillet på gammeldags maner.

Lørdag d. 1. September var vi en hel flok, som rejste til vores venner fra Rødvig Skibsmotor Museum, hvor vi tilberedte vores sorte sild over Ove Bogøs hjemmedyrkede halm. De var meget glade og vi tog hjem med "good will" i bagagen.

Første Søndag i September afholdt vi et særdeles vellykket arrangement på værftet. Det startede med en gåtur med Naturvejleder Sara Gelskov igennem dele af Viemose Skov. Sara havde i forvejen fået mange tips fra Skovfoged Erik Nielsen. Turen sluttede af med, at Formanden satte sig op i "Grete" og viste og fortalte, hvor og hvordan de forskellige slags træ fra skoven blev brugt i bådebygning.

Den fjerde Søndag i September blev der lavet et naturvejlednings kursus om barkning på værftet. Der blev gjort to-tre dages forarbejde for at indhente viden og erfaring. Der var en meget ringe tilslutning til turen og det var godt det samme, fordi vi var ikke klædt godt nok på til sådan et arrangement.

To dag senere stak Formanden af til sit fødeland i seks uger.

Den første Oktober skulle udstillingen have været afsluttet, men når døren var aflåst, blev den forsat besøgt, indtil havnefogden ikke låste op mere.

I Oktober skulle der også været afholdt et rebslager kursus for bl.a. Skolelærere. Dette kursus var tilbudt i samarbejde med Sara. Det blev aflyst pga. manglende tilslutning.

Vel underrettede kilder berettede om en pludselig nordøstlig storm Torsdag den 27 September, som anrettede en hel del skader på Laugets fartøjer og bro. September kan også vise tænder! I min kalender ser det stille ud i Oktober og November. Om det var stille eller ej kan jeg af gode grund ikke sige så meget om. Jeg har noteret mig, at formidlingsgruppen holdt møde om udstillingen i Stege Bibliotek, som skulle være i Januar måned.

Den første Torsdag i December var tidspunkt for vores årlige Jule frokost og Pakkefest. Den blev afviklet på Kalvehave Mark med Allan og Laila som værter. Mange tak til dem herfra.

Mandag den 10 December deltog Næstformand og Formand i et forberedende møde ang. en Maritim Festival med Tallships and Shanty Kor. Det virkede lidt Vordingborg by centreret. Det med Tallships kunne være så som så mente vi. Det vil vise sig om det kan blive til noget.
Torsdag, tredje Juledag, tog en hurtigt arbejdende gruppe til Biblioteket i Stege og opstillede en udstilling om bådebygning og skibsfart ved Stege Bugt.

Torsdag aften efter Nytår var Ove Juhl igen på foredragsholderpladsen i sejlklubben. Denne gang var det ikke om Grønland, men om alle de smukke fartøjer, som Ove står i spidsen for i Foreningen af Ældre Lystfartøjer. I denne sammenhæng er Ove udpeget som observatør af Skibsbevaring Fonden.

Da Formanden kom hjem fra udlandet lå der en invitation fra Skibsbevaring Fonden om at deltage i en konference om kystkultur midt i November. Da der, som bekendt, kom et valg i vejen og det blev derfor udsat til Torsdag d. 24 Januar. Vordingborg kommune, ved kulturudvalget, bevilligede deltagergebyr og transport udgifter for Sekretær, Næstformand og Formand. Sagen om Dansk Kystkultur sluttede ikke ved denne konference, tværtimod. Ved mødets slutning blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skulle arbejde videre med oprettelse af en national paraply organisation til bevarelse og udvikling af kystkultur. Samtidig blev der gjort opmærksom på nødvendighed af opsamling af viden og erfaring om både og skibsbygning. Der indkaldes snart til en konference om mulig oprettelse af et maritim videncenter/havn. Vores lille laug startede for mere end ti år siden med vores beskedne bidrag til disse emner, så man kan sige, at vi har været med fra begyndelse.

Udstilling blev taget ned i Stege den sidste Tirsdag i Januar. Vi fik mange rosende ord med på vejen fra bibliotekspersonale. De sagde, at vores udstilling trak mange flere personer til biblioteket end de normalt fik til deres udstillinger og at der kom mange mennesker, som normalt ikke kom hos dem.

For at vise opbakning til et velmenende forsøg på at fremme maritimaktivitet, tog Kent Holmsbøl, Flemming Alrune og undertegnede til Stars i Vordingborg Onsdag d. 6 Februar. Her blev udtrykket "Tallships" modificeret til Træ/Veteran skibe/både og at det var nok en god idé at få inddraget andet end Vordingborg havn. Shanty koret fra Helsingør var med og optrådte. Repræsentanter fra et nyt kor fra Fakse Ladeplads, som vil optræde med Danske sømandssange og bakkesangerinder samt kvindelige musikanter var med og meget interesseret i at deltage. Hvis jeg skulle gætte, vil musikken og udenlandske skibe kunne give succes.

Formandens slide show var sidste Torsdag.

På falderebet vil jeg nævne at jeg har hørte mange rosende ord om vores laug i det forgangne år. Det kan man stå lidt uforstående overfor, indtil man begynder at opremse vores aktiviteter.

Jeg overlader herved til forsamlingen, om de kan godkende det fremlagte.


Tilbage      Forsiden